Empati

I min sidste kommentar talte jeg om, at det gør os trygge, når vi kan analysere indholdet i en historie. Vi har ikke lært at tale om de elementer, der bærer en fortalt historie.
I stedet lærer vi allerede i de første klasser at sætte i system og at putte historier ind i formularer. Det vigtigste i en historie er ikke at barnet kan sætte sig ind i et andet menneskes livsvilkår (som jeg mener er kernen i at lære mennesker om historiefortælling).

Når en dreng eller pige laver en dansk stil allerede i 2. klasse arbejder dansklærere med at katagorisere, analysere og sætte i system. Dansk bliver et fag, hvor det handler om paratviden, at kunne svare på genrer og den slags. For mig er det rimeligt ligegyldigt, i hvilken kasse du sætter historien. Hvis vi skal tale indholdet i en historie (og ikke snakke om historiefortællingens helhed), vil jeg foreslå empati som kvalitetsmåling. Hvis et barn kan sætte sig ind i et andet menneskes livsvilkår og forestille sig, hvordan dette menneske føler, er det kvalitet. Det er så ikke så vigtigt at barnet ikke lige fatter, hvad historien er for en, om det er et eventyr, en fabel, en skrøne eller noget andet.

Det minder mig om, at da storytelling var på sit højeste engang i 2003 undrede det mig meget, at rigtige historiefortællere var filminstruktører, forfattere, journalister, tegneserieforfattere etc. Meget kan disse mennesker få kredit for (copy right er meget vigtigt i den verden) - men ingen af dem har et sprog til det fundamentale i en fortalt historie: At den, der lytter har et lige stå stort ansvar for fortællngen som den, der fortæller. OG de kan derfor slet ikke fatte, hvilke perspektiver dette giver, bl.a. at indholdsanalyserne med aktant-modeller og Graimas osv. kun er indholdsanalyser. Vekselvirkning, empati og lignende parametre er ikke indeholdt i den verden.

Comments

Popular posts from this blog

At give respons på en historie