Thursday, March 23, 2006

Elefanter

Når elefanter slås, går det ud over græsset.

En situationsrapport fra verden. Det er som om, to modsatrettede kæmper har sat hinanden stævne og nu gælder det for os andre om at komme i dækning, i hvert fald ikke agere græs på kamppladsen.

Med håb om en fremtid, hvor græs og elefanter finder en måde at leve på, som ikke skader hinanden.

Svend-Erik

At fortælle om sit eget liv

Personlige historier er nemme at fortælle fordi
- Du kan godt genkalde, hvordan der så ud i et rum, du selv har været i
- Du kan beskrive detaljer om en person, som du selv har mødt
- Du kender den følelse, der opstod i situationen. Du var der jo selv og det var dig, der blev glad, vred, irriteret, oprørt …
- Det giver energi og er meningsfyldt.
- Det skaber sammenhold - en god latter er et fantastisk middel til at få et hold til at fungere.
- Det skaber ejerskab. Den enkelte medarbejder får lov til at fortælle sig selv ind i arbejdspladsens historie.

Personlige historier er svære at fortælle fordi
- Du fortaber dig i uvedkommende detaljer
- Din relation til den, du fortæller om, skinner for tydeligt igennem
- Du overvældes af følelsen og kan ikke fastholde strukturen
- Du bliver så optaget af at det er sjovt at du glemmer hvorfor du fortæller historien
- Du går så meget efter pointen, at din måde at fortælle på bliver søgt
- Du bliver for personlig. Din historie opleves ikke som en, de andre medarbejdere på arbejdspladsen må fortælle videre på.

Tuesday, March 21, 2006

Lysets kræfter

I dag er det forårsjævndøgn. Lige meget lys og mørke og i morgen er der mere af lyset end af mørket.

Inspirerende at tænke på. I går hørte jeg raido, DR P1. Jens Gaardbo havde en gæst på besøg, Steen Møller - ham med Daimi og halmhuse og en herlig nordjysk accent. Han havde ingen gæld, ingen tilskud. Han fortalte om de mørke kræfter, som han ser. Det mørke, som omgiver os, når vi køber endnu en dims, endnu et substitut for det, som er virkeligt: Mennesker og poesi, historiefortælling.
I 2005 skrev jeg ligesom alle andre en kronik om H.C. Andersen. Da jeg har snakket færdig med H.C. og sagt, at jeg hellere vil snakke med hans bedstemor end med ham, smiler han og siger, at han vil hilse. Så går jeg derfra med en tanke om poesien. her er sidste del af kronikken, bragt i frederiksborg amts avis den 23. januar 2005:

På stien hører jeg, at der er meget vand i bækken. Den klukker. Den har en egen sang, en poetisk tone. Jeg har aldrig hørt en bæk klukke sådan. Som om den klukkede og gjorde glad kun for min skyld. Og det er det, der måske er det største. Jeg ved, at det er til kun for mig, men samtidig mærker jeg og forstår, at det ikke som alt andet i vor tid ellers er. Jeg leder for at finde det rigtige udtryk. Så slår det mig. Aleneskabende! Det er det, vi hele tiden omgiver os med. Ting, som gør os mere alene. Poesien, derimod, gør ingen alene. Snarere får den mig til at hænge sammen med andre mennesker. For de kan også, hvis de bare lytter på den måde, opleve det samme. Det er der. Lige foran vores øjne, i vores ører, på vores krop.

Artikel i Kommunikationen.dk

http://is.gd/sqmk0O - storytelling for en ny generation af ledere.