Monday, September 19, 2005

Vekselvirkning 3

N.F.S. Grundtvig´s bog ”Nordens Mythologi” fra 1832 er ikke nem læsning. Det er den bog, hvor han bl.a. siger ”Frihed for Loke såvel som for Thor.” Bibliotekaren har fortalt mig, at beskrivelsen af Balders død, Ragnaroks komme og den nye verdens opståen er stærk og fyldt med billeder. Jeg læser det pågældende afsnit og noterer, at der her er noget at arbejde videre med.

Jeg bliver interesseret. Jeg har aldrig før læst noget af Grundtvig og der er ingen på højskolen, der har bedt mig om at forholde sig til skaberen af den skoleform, som vi lever i til daglig. Det er ikke så nemt at læse, men jeg bliver fanget. Især de indledende betragtninger er interessante.

Bogen indeholder et forord, skrevet af Poul Engberg, som i 1994 stadig var aktiv som bestyrelsesmedlem i Borups Højskole. Derfor læser jeg det med ekstra interesse.

Jeg læser:

”1. Med sit videnskabsbegreb sprænger Grundtvig positivismens snævre grænser og livsreducerende lænker og peger frem mod en videnskab, der befinder sig i en frugtbar samtale med et syn, der rummer agtelse for mennesker som et gådefuldt væsen og for naturen som en poetisk virkelighed. Synet lever i nordisk mytologi.”

Brændet inde i ovnen giver et ordentligt smæld. Lyden forplanter sig i mit sind. Jeg lægger bogen fra mig et øjeblik og kigger ud på den snedækkede have. I sneen er der tydelige spor efter ræven, som har været forbi vores hønsehus for at checke, om vi da ikke lige kunne glemme at lukke for døren ind til hønsene.

Jeg ser mit liv passere revy. De nordiske guder har aldrig været andet end tom underholdning. Min skolegang var ikke fyldt med agtelse for poetisk virkelighed. Snarere tværtimod. Skolen havde et meget vigtigt budskab til os børn. Verden er en målbar størrelse. Der er noget, der er fast og fikseret. To og to er fire. Det er vigtigt. Det er vigtigere end at udforske mennesket ”som et gådefuldt væsen og naturen som en poetisk virkelighed”.



1967, Vestervangskolen, Glostrup. 5. b. i dansk. En kvindelig vikar står oppe ved tavlen. Hun skriver en række konsonanter ”… ngstskr …”. Vi får at vide, at der mangler en begyndelse og en slutning. Det er vores opgave. Vi skal gå hjem og finde ud af, hvad der mangler i begyndelsen og i slutningen. Fascinerende opgave, synes jeg (og det synes jeg sådan set stadig at det er!). Det er jo ikke mange danske ord, der har så mange konsonanter samlede.

Jeg går hjem, arbejder intensivt med opgaven. Og da vi skal have vikaren næste time, er jeg klar. Hun skriver konsonanterne på tavlen, vender sig og spørger, om der er nogen, der har fundet løsningen.

Nu, hvor jeg sidder og skriver dette, kan jeg se, at jeg allerede her burde være blevet advaret. Vikaren er jo ikke interesseret i konstruktive, spændende løsninger. Hun er interesseret i Løsningen med stort, den rigtige løsning. Men det kunne jeg ikke se dengang.

Jeg rækker som den eneste fingeren i vejret. Lærerinden siger venligt, at jeg skal gå op og lave ordet færdigt, skrive begyndelse og slutning.

Jeg går op til tavlen og skriver hi foran konsonanterne og ål efter. Ordet: ”hingstskrål” er altså min løsning. Jeg vender mig mod lærerinden og forventer en eller anden form for ros. Hun stirrer lamslået på mig og siger, at jeg godt kan gå ned på min plads. Hun er tydeligvis vred og skuffet. Mit rygte som ballademager er vel også nået til hende. Og det kombineret med, at jeg ikke har givet hende Løsningen med stort L, gør hende utryg og hun føler virkelig, at jeg har gjort grin med opgaven.

Jeg ved ikke, hvor den lærer er i dag, men hvis du læser dette, kan jeg bare sige, at jeg med opbydelsen af al min tankevirksomhed ikke kan finde et provokerende motiv for løsningen ”hingstskrål”. I stedet for at give mig det der meget lidet charmerende ”mor er ikke vred, hun er skuffet”-blik, skulle du i stedet have rost mig for en ganske original og sjov løsning. ’Hingstskrål’ er i hvert fald mere livsbekræftende end den løsning, som du endte med at skrive på tavlen.



Nytænkning i virksomheder



Steve Jobs, Apple´s legendariske leder siger om kusnt og business: ”I actually think there's actually very little distinction between an artist and a scientist or engineer of the highest calibre. I've never had a distinction in my mind between those two types of people. They've just been to me people who pursue different paths but basically kind of headed to the same goal which is to express something of what they perceive to be the truth around them so that others can benefit by it”. Steve Jobs, 1995, one year before he returned to Apple.

Virksomheder i dag savner nytænkning. Derfor vender de sig mod kunstnere af enhver slags. De skal absolut være velkomne. Men hvis de kommer for at finde færdigstøbte løsninger og færdige verdensbeskrivelser, må vi skuffe dem. Der kan komme udsagn, der minder om Hingstskrål. Og hvis det er upassende, må virksomhederne være parat til at tage imod disse uden at ville styre dem i en bestemt retning.



Labcom nede i Kolding havde opfundet begrebet ”husforfattere” i 2003. En forfatter blev inviteret indenfor en virksomhed. Der skulle de skrive nyhedsbreve som litteratur, dvs. en gang om ugen skrev forfatteren sine oplevelser ned som skabte metaforer, dyrebilleder, lange lyriske passager etc.

Den ene, Klingspor, tillod at forfatteren skrev det ned, som hun ville. Når hendes nyhedsbrev blev sendt ud på nettet mandag morgen, var det en nyhed for alle, også bestyrelsen. Dette forfatternyhedsbrev blev en kæmpe succes og virksomheden er i dag kendt som et inspirerende og spændende sted at arbejde.

Et andet sted greb man det anderledes an. Der læste ledelsen på forhånd, hvad forfatteren ville skrive. De accepterede kun det, som passede ledelsen. Og ledelsen havde naturligvis ikke plads til nogen ”hingstskrål”. Der blev kun plads til det, som ledelsen i forvejen kunne stå inde for. Kunstneren blev en nikkedukke. Dette nyhedsbrev blev absolut ingen succes.

Tuesday, September 06, 2005

Vekselvirkning 2

Når du læser dette, har jeg ikke en chance for at justere mit budskab. Det kan jeg, når jeg fortæller historier mundtligt. Jeg kan lynhurtigt fange en usikkerhed i øjenkorgen hos dem, der lytter. Og efterfølgende kan jeg korrigere min historie, så den passer til dem, der lytter. Og det er umærkeligt, det der sker.

En fortalt historie er en vekselvirkning mellem billeder og handling. Hvis ikke billederne er klare, ingen lyttere. Hvis ikke historien føles gennemarbejdet, hvis fortælleren fortæller, mere for sin egen skyld end for dem, der lytter eller hvis historien er for færdig, som de af mine kollegaer, der laver teater og derfor ikke overlader ansvaret for billedskabelsen hos lytteren, så er der ingen god historie.
Billederne, der skabes inde i lytterne, påvirker vekselvirkende fortællerens billeder. Det er en af de mest fantastiske egenskaber ved den mundtlige fortælling: Lytteren skaber verden sammen med den, der fortæller. Du betyder noget, når du lytter. Når du ser fjernsyn eller ser en film i biffen, kan du ret beset dø midt i det mest spændende øjeblik. Filmen og fjernsynet er da hamrende ligeglade. De fortsætter envejskommunikationen, selv om der ikke er nogen til at overvære det. I den mundtlige fortælling betyder din tilstedeværelse noget. Og grunden til at det er sådan, er den venligt vibrerende vekselvirkning.

Når nu WWW er blevet gennemkommercialiseret eller overtaget af vanvittige mennesker med aparte tendenser, så må vi andre nogenlunde normale sætte vores lid til den næste revolution: VVV, venligt vibrerende vekselvirkning.

Monday, September 05, 2005

Vekselvirkning

Da jeg begyndte med at undervise i historiefortælling for 10 år siden, opfandt jeg et begreb, VVV, venligt vibrerende vekselvirkning. Det har siden vist sig at være meget holdbart.

I forhold til at være historiefortæller arbejder jeg med VVV på følgende måde: Venligt Vibrerende Vekselvirkning er min fordanskning af det kinesiske begreb dao eller tao Det er ikke muligt at adskille begrebet i enkeltdele, venligt - vibrerende - vekselvirkning. Begrebet er helt og udeleligt.

Du er som fortæller spændt op imellem forskellige modsætningspar. Der er myriader af dem. Jeg vil her blot introducere begrebet gennem at fokusere på relationen historiefortæller/lytter.

Du indtræder som fortæller i en uforudsigelig dans mellem forskellige modsætningsforhold, som evigt veksler mellem hinanden. Og denne komplementære modsætningsdans er det, som jeg kalder venligt vibrerende vekselvirkning. Jeg er "på" som fortæller og fanger lytterens opmærksomhed med noget, der fx. kan skabe latter, forundring, beundring, ja, hvad ved jeg, noget der berører den enkelte. Jeg "giver slip" igen med fx. en pause, som giver lytteren tid til at skabe et tydeligere billede for sig selv. Så griber fortælleren fat igen og går videre til næste billede. Find det gode sted i rummet, et ankersted, hvor du kan fortælle, så du har kontakt med lytterne, og de har kontakt med dig. Den ydmyge kontakt skal du blive ved med at bevare til slut, hvor lytterne gerne vil give deres billeder tilbage.

Historiefortælling

Jeg vil på denne blog fortælle om, hvordan en historiefortæller ser på verden. Jeg vil bidrage med oplevelser, overvejelser og advarlser. Jeg er historiefortæller og har bl.a. skabt Historier under Bøgen, historiefortælling under et smukt bøgetræ i Kongens Have.
Jeg bliver inviteret ud til skoler, virksomheder, organisationer. Alle steder med samme resultat: Folk kan lide at få fortalt en god historie.

Artikel i Kommunikationen.dk

http://is.gd/sqmk0O - storytelling for en ny generation af ledere.